Denne vejledning er til kunder, der får migreret deres hjemmesider fra SimpleSite/123-sites til one.com. Alle hjemmesider vil blive flyttet fra SimpleSite/123-sites-værktøjet til one.coms Hjemmesideprogram. Da de to programmer ikke er ens, vil der være nogle forskelle, når din hjemmeside først er migreret til Hjemmesideprogrammet: Nogle funktioner vil ikke længere være tilgængelige, og andre vil være anderledes.
I denne artikel forklarer vi forskellene mellem funktionerne og tilbyder alternative løsninger i tilfælde, hvor en bestemt SimpleSite/123-sites-funktion ikke længere understøttes. For at få en kort introduktion til de grundlæggende principper i one.coms Hjemmesideprogram anbefaler vi, at du læser vores vejledning om layoutet i Hjemmesideprogrammet.
Bemærk venligst, at de følgende beskrivelser er vejledende og baseret på de mest anvendte SimpleSite-versioner. Hvis du bruger en anden version, kan dit indhold blive migreret på en anden måde. Hvis en beskrivelse i denne artikel ikke passer til dit indhold, bedes du kontakte vores support for at få hjælp.
Bemærk: Migreringen omfatter kunder fra både SimpleSite og 123-sites. Disse to vil sammen blive omtalt som "SimpleSite" i denne FAQ.
- Mobileditor og Mobile View
- Videobaggrund
- Like-knap
- Indhold, der kræver Flash Player
- Statistik
- Menu
- Musik ved indlæsning af side
- Blog
- Kort
- Plakat, Velkomstbanner og "Seneste nyt"
- Underskrift og Kolonner
- Separator, Overskrift og Højre-til-venstre-indhold
- Kommentarer og Gæstebog
- Facebook-login
- Logo
- Slider-animationer
Mobileditor og Mobile View
one.coms Hjemmesideprogram giver ikke mulighed for at redigere din hjemmeside på mobile enheder. Du kan dog redigere din side til visning på mobile enheder, når du bruger Hjemmesideprogrammet på en stationær eller en bærbar computer. Du kan læse mere om muligheden for mobilvisning her. Du kan også vælge at slukke for denne specialiserede visning. Hjemmesidens desktop-version vil også blive vist på mobile enheder, hvis du gør det.
Efter migreringen genererer Hjemmesideprogrammet en specifik mobilversion af din hjemmeside. Dette sikrer, at din side ser så godt ud som muligt på mobile enheder. Det kan selvfølgelig betyde, at mobilversionen af hjemmesiden ser lidt anderledes ud end før migreringen.
Videobaggrund
Videobaggrunde eller GIF'er understøttes desværre ikke i one.coms Hjemmesideprogram. Der er dog flere muligheder for at bruge billeder som baggrunde, f.eks. i individuelle sektioner eller som en del af din overordnede skabelon. Vi anbefaler at bruge vores videomuligheder, hvis du vil have en video på din hjemmeside. Du kan f.eks. indsætte en video via kodekomponenten eller de dedikerede videokomponenter til YouTube eller Vimeo.
Bemærk: Kodekomponenten og Vimeo-funktionen er kun tilgængelige med Hjemmesideprogram-niveauerne Premium og Business + E-handel.
Like-knap
Det er ikke muligt at få vist en klikbar Synes godt om-knap direkte på en side i Hjemmesideprogrammet. Du kan dog linke til dine valgte social media-profiler med vores brugervenlige komponent til sociale links. Du kan læse mere om dette og hvordan du tilføjer dem til din hjemmeside i denne vejledning.
Indhold, der kræver Flash Player
Da Flash Player er blevet afviklet, understøttes det af sikkerhedshensyn ikke i Hjemmesideprogrammet. Indhold, der kræver Flash Player, skal derfor vises på en anden måde. Vi anbefaler, at du bruger de mediekomponenter, der er tilgængelige i Hjemmesideprogrammet, såsom video og billede, hvis du ønsker at genindsætte indholdet på din hjemmeside.
Hvis du er usikker på, hvordan du kan vise dit indhold, kan du kontakte vores support.
Statistik
one.com har et separat værktøj til statistik kaldet Website analytics. Du kan få adgang til dette værktøj via one.com-kontrolpanelet:
- Gå til Avancerede indstillinger nederst på siden.
- Klik på Website analytics for at få adgang til dine data. Du vil se statistikker fra den dag, hvor hjemmesiden blev overført til one.com, og frem.
Du kan også forbinde din hjemmeside med Google Analytics. Det kan du gøre i Hjemmesideprogram-dashboardet. Du kan finde flere oplysninger om, hvordan du sætter det op, i vores separate vejledning.
Menu
På grund af forskelle i layout og design vil menuen (venstrestillet lodret eller vandret) fra SimpleSite-værktøjet blive erstattet med en vandret menu i one.coms Hjemmesideprogram. Menuen vil blive placeret i headeren øverst på din hjemmeside.
Hvis du vil ændre menuens opsætning, kan du redigere den ved at markere den og klikke på fanen Rediger menu, der vises.
Musik ved indlæsning af side
Denne funktion vil ikke blive understøttet i Hjemmesideprogrammet. Du kan dog tilføje musik til din hjemmeside ved at bruge kodekomponenten. Se vores trin-for-trin-vejledning for at få mere at vide om, hvordan du gør dette. Sørg for at have autoplay-elementet indsat, hvis du vil have musikken til at starte automatisk og spille i baggrunden.
Bemærk: Nogle browsere, f.eks. Chrome, vil automatisk slå musikken fra på trods af tilstedeværelsen af autoplay-elementet i din kode.
Blog
Da der ikke er nogen særskilt blogfunktion i Hjemmesideporgrammet, vil layoutet af din blog ændre sig, og processen med at oprette et blogindlæg vil også være anderledes.
Den side, der viser en oversigt over blogindlæggene, vil blive konverteret til hovedsiden, mens de enkelte blogindlæg vil blive migreret som undersider til denne side. På hovedsiden vil oversigten over hvert indlæg være en boks, der indeholder flere komponenter til visning af de elementer, der er synlige i SimpleSite-oversigten.
Siden med blogindlægget og den tilsvarende boks med oversigten over det vil blive forbundet via en knapkomponent i boksen, som indeholder et link til siden.
Hvis du vil oprette et nyt indlæg, kan du gøre det på denne måde:
- Kopier boksen for det foregående indlæg, og indsæt kopien på det ønskede sted på siden. Når du har indsat den, kan du ændre detaljerne, så de passer til det nye indlæg.
- Opret en ny side, og skriv blogindlægget i et tekstfelt. Du kan finde flere oplysninger om, hvordan du opretter en ny side, i denne vejledning.
- Link undersiden til oversigten over indlæg ved at tilføje et sidelink til knappen i boksen til det nye blogindlæg. Du kan finde flere oplysninger om, hvordan du tilføjer et link, i denne vejledning.
Desværre er det ikke muligt at tilføje kommentarer til et indlæg i Hjemmesideprogrammet. Du kan finde flere oplysninger om eksisterende kommentarer i afsnittet om kommentarer.
Kort
SimpleSites Kort-komponent vil blive konverteret til en kodekomponent i one.coms Hjemmesideprogram. Kodekomponenten giver brugere mulighed for at indsætte brugerdefineret kode på siden, f.eks. fra Google Maps eller andre apps fra tredjepart.
Du kan redigere en eksisterende kodekomponent ved at klikke på selve komponenten og derefter på fanen Rediger kode.
Hvis du vil tilføje en ny kodekomponent, kan du gøre det ved at vælge Widget og derefter Kode i menuen til venstre. Indtast den kode, du vil indsætte, og klik påGem. Komponenten vises derefter på dit arbejdsområde, hvor du kan justere dens placering på din hjemmeside.
Tip: Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan indsætte Google Maps ved hjælp af vores dedikerede widget til denne funktion, så se vores trin-for-trin-vejledning til dette.
Plakat, Velkomstbanner og "Seneste nyt"
Ingen af disse funktioner understøttes i Hjemmesideprogrammet. Eksisterende indhold, der er afhængig af dem, vil dog blive konverteret til tilsvarende indhold ved hjælp af de komponenter, der er tilgængelige i Hjemmesideprogrammet.
Hvis du f.eks. har indsat en Plakat, kan denne konverteres til en billedkomponent. Der kan også være indsat et ekstra tekstfelt og en knap. Tilsammen vil elementerne skabe udseendet af den tidligere plakat, og du kan justere elementet ved at redigere hver enkelt komponent. I de fleste tilfælde vil Velkomstbannere/strong> blive omdannet til en billedkomponent med et overlay af en tekstkomponent og en knapkomponent, hvor dette er relevant.
Hvis du vil indsætte en ny plakat eller lignende indhold, anbefaler vi, at du starter med en bokskomponent eller et billede og tilføjer yderligere komponenter.
"Seneste nyt"-elementer vil blive genskabt ved hjælp af boks-, billede- og tekstkomponenter. Du kan redigere disse elementer ved at klikke på en af komponenterne og vælge Rediger billede/Rediger boks/Rediger tekst , afhængigt af hvilket element du vil ændre. Når du klikker på disse faner, vises der en flytbar menu i højre side af editoren, hvor du får vist de tilgængelige muligheder for tilpasning.
Underskridt og kolonner
Ingen af disse funktioner understøttes i Hjemmesideprogrammet, men indhold, der er oprettet med dem, vil blive genopbygget med de tilgængelige komponenter i det nye værktøj.
I de fleste tilfælde vil begge elementer blive konverteret til billedkomponenter med en tekstkomponent ovenpå. Du kan redigere hvert af disse elementer ved at klikke på komponenten og derefter vælge Rediger billede eller Rediger boks, afhængigt af hvilken del du vil ændre.
Separator, Overskrift og Højre-til-venstre-indhold
Separator-elementer konverteres til simple bokskomponenter. Du kan læse mere om bokse, og hvordan de fungerer, i vores vejledning om beholderkomponenter. På samme måde vil indhold, der er oprettet ved hjælp af Overskrift-funktionen, blive konverteret til simpel tekst ved hjælp af en tekstkomponent i Hjemmesideprogrammet.
Højre-til-venstre-indhold-funktionen understøttes ikke i Hjemmesideprogrammet. Indhold, der er oprettet med denne funktion, vil dog blive migreret og konverteret til tekstbokse, der placeres side om side.
Kommentarer og Gæstebog
Eksisterende kommentarer fra blogindlæg vil blive migreret og bevaret, men det vil ikke være muligt at tilføje nye kommentarer. De eksisterende kommentarer vil blive samlet og vist på én side på din hjemmeside i Hjemmesideprogrammet. Dette vil også være tilfældet for Gæstebog-indhold.
Som et alternativ til disse funktioner anbefaler vi, at du tilføjer et link til en ekstern platform, f.eks. en side på et socialt medie, og beder de besøgende om at skrive en kommentar der i stedet. Du kan læse mere om social deling i vores vejledning om hvordan man tilføjer sociale links.
Facebook-login
Desværre er det ikke muligt at logge ind på one.com-kontrolpanelet eller Hjemmesideprogrammet med dit Facebook-login. Begge platforme kan kun tilgås ved hjælp af de loginoplysninger, som vi sendte dig via e-mail efter migreringen. Hvis du er usikker på, hvordan du gør dette, kan du finde flere oplysninger i vores vejledning om hvordan du får adgang til one.com-kontrolpanelet.
Logo
Hjemmesideprogrammet har en logokomponent, men den adskiller sig fra den, der bruges i SimpleSite-editoren. Derfor vil logoer blive migreret og genopbygget ved hjælp af en kombination af komponenterne logo, billede og tekst for at genskabe det tidligere logos komplette udseende. Hvis du vil redigere en del af dette element, skal du klikke på komponenten for elementet og vælge fanen Rediger, der vises.
Hvis du vil vide mere om logokomponenten, kan du læse vores vejledning om håndtering af dit logo i Hjemmesideprogrammet.
Slider-animationer
Slider-komponenten vil blive konverteret til en billedslider-komponent i Hjemmesideprogrammet. Billedslideren understøtter ikke alle de animationsvarianter, der var tilgængelige hos SimpleSite, men det er muligt at få tilføjet en fade-in-effekt. Derfor vil alle billedslidere i stedet få denne effekt inkorporeret mellem skift.
Relaterede artikler: